Litteratur

Historieforskning - historieskrivning

Al vores viden om fortiden er samlet i den historiske litteratur. Den viden er resultatet af utallige historikeres arbejde med at belyse fortiden ved hjælp af det kildemateriale, den har efterladt sig.

Historikernes forskning resulterer i artikler eller bøger om bestemte, snævert afgrænsede emner. For at de skal accepteres som videnskab, skal historikeren omhyggeligt gøre rede for, hvad der er kildegrundlaget. Historikeren skal "dokumentere".

Historikerne udgiver også samlinger af kilder, som de finder i arkiverne. Når sådanne kilder er udgivet - publiceret - kan de bruges af andre historikere over hele verden.

På grundlag af denne speciallitteratur skrives der bredere fremstillinger - f.eks. , om Danmark under den tyske besættelse, om Englands industrialisering, om den russiske revolution, om Vietnamkrigen.

Både når historikerne driver forskning på et snævert felt, og når de skriver bredere fremstillinger, stiller de bestemte spørgsmål til fortiden, de søger svar på spørgsmålene i deres kildemateriale, og her udvælger de det, de mener er væsentligt og betydningsfuldt.

Historieforskning og historieskrivning bliver derfor aldrig helt "objektiv", selv om den fagligt skolede historiker anstrenger sig for at være neutral, for at inddrage alle relevante kilder og for at være loyal over for kilderne og ikke "dreje" dem i den ene eller anden retning.

Som regel kan man finde forskellige opfattelser og fortolkninger af de forskellige historiske problemstillinger. Det kan skyldes rent faglig uenighed om fortolkning af et bestemt materiale, men det kan også skyldes, at historikerne har forskellige holdninger og forskellige indfaldsvinkler til historien.

På grundlag af historieforskningen og historieskrivningen bliver der lavet store oversigtsværker i mange bind over et lands historie eller verdens historie.

Al denne litteratur er udgangspunktet for historielæreres fremstilling af grundbøger og andet undervisningsmateriale til gymnasieskolen.

Brug af litteraturen

Når man skal sætte sig ind i et historisk emne, begynder man altid med at læse nogle fremstillinger om emnet.

Grundreglen er her, at man bevæger sig fra den brede historiske fremstilling til den den mere snævre specialfremstilling.

Udgangspunktet vil altså som regel være, at man begynder med en almindelig grundbog for gymnasiet og derefter søger mere specialiserede fremstillinger og kildeudgivelser.

Hvis man straks kaster sig over en meget specialiseret bog, vil man have svært ved at forstå de overordnede sammenhænge i det emne, man skal beskæftige sig med, og man vil støde på mængder af detaljer, som man ikke kan overskue og derfor nemt kan drukne i.

Man skal altid være opmærksom på, om det materiale, man går i gang med, er fagligt forsvarligt. Megen såkaldt populærhistorisk litteratur er først og fremmest skrevet for at underholde, ikke for at underholde.

Undervisningsmateriale til undervisning i gymnasiet er skrevet med henblik på, at det skal anvendes af faguddannede historikere, og det betyder, at det skal leve op til en vis faglig standard.

Når man i øvrigt skal vurdere, om litteratur er fagligt i orden, er der forskellige kriterier, man kan anvende:

· Hvem er forfatteren? Faguddannet historiker? Specialist på sit område?

· Læs forordet. Hvem er bogen rettet til? Til folkeskolen? til gymnasiebrug?

· Hvis det er specialfremstilling om et snævert område, bør den have litteraturfortegnelse og helst kildehenvisninger (noter)

· Hvilket forlag har udgivet bogen? Er det f.eks. et universitetsforlag, kan man regne med, det er af god faglig kvalitet.

· Er det en meget "kulørt" bog? Signalerer den sensation og dramatik?

· Kan man finde anmeldelser af bogen - på nettet f. eks.?


Historieopgaven